Camino rejsebeskrivelse 2008

Vi starter rejsen i tog, for vi vil ikke haste af sted, vi har jo afsat 8 uger til turen. Det føles som en god beslutning, men det viser sig, at rejsen ikke er helt så nem som det lød da vi stod ved dsb og købte billetten. Det viser sig nemlig, at nattoget mod Köln har holdt stille i 2 ½ time, og at de derfor har besluttet ikke at køre helt til Köln. I stedet får vi besked om at stå af ved Dortmunth, og fange toget mod Düsseldorf, og derfra mod Köln. Vores pladsreservationer gælder af gode grunde ikke længere, og turen fra Köln mod Paris foregår derfor med mange forskellige siddepladser. Til gengæld er oplevelsen af det effektive metro-system i Paris en ren fornøjelse, og vi er hurtigt ved den station, hvor vi skal med et tog videre til Bayonne. Fra Bayonne er det meningen, at vi skal videre med et tog til Saint Jean Pied de Port, men da vi når Bayonne er det sidste tog allerede kørt for den dag. Vi starter derfor vore ”primitive” tur med at booke os ind på et nydeligt hotel i Bayonne.
Næste morgen indtager vi vores morgenmad på hotellet, iklædt vores trekking tøj og vandrestøvler, og vi er derfor hurtigt ude af hotellet, for vi er ivrige efter at komme videre til Saint Jean Pied de Port og få begyndt den pilgrimsvandring vi har set frem til så længe.

Allerede i Saint Jean Pied de Port savner vi de gule pile, for det er ikke helt så nemt at finde Pilgrimskontoret, så vi får nærmest set hele byen inden vi finder den gamle bydel, hvor kontoret ligger, og rejsen begynder. Efter gode råd og vejledning begynder vi så gåturen op ad Pyrenæerne, og vi lægger hårdt ud med at gå op ad de stejle skråninger. Jeg har, siden vi stod af toget, ledt efter et toilet, og må allerede overgive mig til at lade vandet ved en busk på vejen op. Vi har besluttet at stoppe efter de første 8 km., hvor vi er blevet anbefalet at overnatte, så vi ikke lægger alt for hårdt ud. Vi har været sent ude med at bestille, men har fået lovning på at kunne overnatte i et af deres telte ved refugiet. Det virker som en god beslutning at dele turen over Pyrenæerne over to dage, for da vi ankommer til Orisson begynder det at regne. Der er dog gået noget galt i reservationerne, hvilket ender med at blive vores held, for vi får en af de bedste sovepladser, og slipper for at ligge i telt i regnvejret. Om aftenen spiser alle pilgrimmene ved et stort langbord, og det er utrolig hyggeligt at være så mange nationaliteter samlet, alle med det fælles mål at gå pilgrimsrejse.
Vejret er klart da vi næste dag går over Pyrenæerne, og udsigten er fantastisk. Vi møder køer og svin der går frit rundt, vilde heste og store flokke af får, og rovfuglene svæver over os. Det er en flot tur, og noget af det vi mindes allermest, når vi tænker tilbage på pilgrimsturen. Dagen før har jeg en kort samtale med en dame der har svært ved at finde sine støvler blandt alle de andres. Vi møder denne australske dame igen, og det viser sig, at det med ikke at kunne finde sine støvler, bliver et tema for hendes tur, for der er ingen grænser for hvad hun ikke kan finde, og efterlader sig på hendes vej. Hun er god underholdning, og kan da heller ikke andet end grine af det selv. Vi har besluttet os for at gå pilgrimsturen for os selv, men der udvikler sig hurtigt et venskab med den australske dame, der senere viser sig at vare hele turen, for trods at vi ikke har nogen intension om at følges ad, ender vi med at mødes stort set dagligt hele vejen til Santiago de Compostella. Efter en uge på Caminoen falder hun og brækker armen, men det holder hende ikke tilbage fra at gennemføre turen, det bliver bare en smule mere besværligt for hende.

På vejen mod Roncevalles begynder det igen at regne, og jeg siger til mig selv, at når vi er i Spanien  vil solen naturligvis skinne. Det viser sig senere, at her tager jeg helt fejl, for med den globale opvarmning må vi pilgrimme mærke ekstra til regnen dette år. De siger, at de ikke har fået så meget regn i maj måned i 100 år, og vi har derfor nu en god grund til at have medbragt vores regntøj. Senere har vi talt med nogen som sammenlagt havde 1 times regn på hele turen til Santiago, så det er aldrig til at vide, hvad vejret bringer, heller ikke i Spanien.
I Roncevalles overnatter vi ved et gammelt kloster, bygningen der fungerer som refugie er dog nyere end klosteret, men ikke mindre stemningsfuld, da vi træder ind med vores mudderede vandrestøvler. Beroligende er musikken der spiller i baggrunden, og den store lysekrone er tændt i loftet. Aldrig har vi oplevet 120 personer sove så stille i ét stort rum, og da morgnen nærmer sig, bliver vi vækket af klostermusik, og vi er alle friske på en ny dag på Caminoen (i vores regntøj).

Alle hilser på hinanden på Caminoen, og ønsker en god tur. ”Bon Camino” lyder det på fransk, ”Buen Camino” lyder det på spansk, eller det lidt mere dovne ”hola!”. Der er en ukendt regel på Caminoen, som alle følger, uden at tænke over det. Man spørger ikke til andres fortid, eller borer nysgerrigt i deres liv, der er gjort plads til, at man fortæller det man føler for, for det mest interessante på denne tur er selve Caminoen, og folks vidt forskellige oplevelser, trods at det er samme vej vi følger. Dog møder vi i Roncevalles en pige der lige er landet med flyet, og vi inviterer hende til at sidde ved vores bord, men på 5 min. har hun været hele vejen rundt, og vi bliver alle udspurgt om diverse ”status-spørgsmål”, hvilket virker ret malplaceret. Hun er lige landet, og det må være hendes undskyldning, for hun har slet ikke haft tid til at stikke en finger i ”jorden”.

Trods turen over Pyrenæerne er vi ikke i så god form som vi havde håbet på, og den kommende dag bliver lidt af en udfordring, for der ligger ikke nødvendigvis en by at overnatte i, bare fordi fødderne er trætte eller man er sulten. Ruten er udmærket afmærket, men der er ingen af os der har nogen anelse om, hvor langt vi har gået, eller hvor langt der er til den næste by. Det bliver derfor noget af en udfordring, og vi mærker hvor vores grænse går, for med det varierede terræn og i mudder, med en tung rygsæk, er vi ikke i stand til at gå længere end det vi går den dag. Vi kommer sent ind til refugiet, og så er det med at få et bad, håndvaske vores tøj, og finde et sted at spise. I Spanien spiser de sent, så det sidste er ikke noget problem.

Det er en fornøjelse at gå gennem de store skove, og den følgende dag går turen meget af tiden langs floden Arga, hvis rislende vand har en yderst beroligende virkning på de trætte pilgrimsfødder. Vasketøjet fra dagen før er ikke tørret i nattens løb, og er derfor påmonteret rygsækkende med sikkerhedsnåle. Trods at solen denne dag skinner, er det lidt af en udfordring at holde balancen i det glatte og mudderede terræn, for det eneste rene tøj vi har, er dét der hænger på rygsækkene. Så udover at holde øje med caminotegnene, skal vi også overveje hvert et skridt vi tager.

I starten ser husene lidt franske ud, men efterhånden som vi kommer ind i landet ændrer de sig i samme grad som landskaberne, alt efter hvilken region vi befinder os i. I Navarra, der ud over landbrug også har mange vinmarker, og Rioja, hvor der er utrolig mange vinmarker, er husene ofte pudsede, med undtagelse af nogle få sten, der får husene til at se rustikke ud. I Castilla y León, der har utrolig mange kornmarker, er husene stenhuse med rustikt tegltag. I Galicien, der også er kendt for deres store eucalyptusskove, har stenhusene skiftertag, og der er mange stengærder.

Refugierne er lige så varierede. Vi har boet i nedlagte klostre, vi har haft nonner til at sørge for os, og været til messe med munkene. Vi har boet på kroer, og hos private refugier, hvor vi har mødt en utrolig hjertevarme og venlighed, og hvor de har lavet mad til os. Nogle refugier er styret af organisationer eller kommunalt ejet, andre er privateget. Nogle har caminoånden, andre virker mere som business. Nogle er helt nye, for der kommer flere og flere pilgrimme til hvert eneste år, og få refugier kunne godt trænge til at blive renoveret. Nogle få har swimmingpool, flere har vaskemaskine, og de fleste har internet, og det skal vi moderne pilgrimme lige vænne os til, for det er ikke ligefrem i caminoånden.

Vi har set de mest fascinerende bygningsværker, den ene kirke eller katedral er endnu flottere og mere detaljeret end den anden, for ikke at tale om den indvendige udsmykning. De landlige og naturskønne omgivelser med den friske luft, blev ind imellem afløst af en storby. Lige så spændende storbyen kan være, lige så stor en lettelse er det at komme ud af den igen. Vi valgte at tage på Camino for at opleve naturen, indtage den friske luft, og fordybe os i os selv, og storbyen virkede som et forstyrrende element. Havde vi ønsket at opholde os i en storby, havde vi valgt at tage på storbysferie i stedet. Det føles lidt malplaceret at gå rund i sit vandretøj og store beskidte støvler, med oppakning på ryggen, i en by fyldt af caféer og restauranter, og butikker med diverse ”fristelser”.

Efter 3 uger kommer vi til Massedaen, det er nogle lange strækninger, hvor der ikke er de store muligheder for at finde skygge. Det er her vi i en periode på 2 uger er så heldige at have fuld sol og høje varmegrader. Selvom solen tidligere skinnede ind imellem, er det rigtig dejligt at opleve det spanske vejr fra dets bedste side. Vi må dog tilstå, at det bedst vejr at vandre i, er lettere skyet vejr, uden regn.
Da vi kommer til Galicien er vejet igen lidt skiftende, men det kan ikke slå en dansker ud, for det minder mest af alt om en dansk sommer, og bygerne er hurtigt over igen.

Galicien står for os som noget særligt. Vi følte os godt tilpas i den særlige atmos-fære med stenhuse og skovområder med høje eucalyptustræer. Der er grønt og meget lyng. Der hviler en vis mystik over denne del af landet, især når skyerne ligger lavt, minder det mest af alt om heksene der brygger suppe. Galicien er da også kendt for deres hekse der mere eller mindre blev udryddet under inkvissa-tionen, men mon ikke der stadig eksisterer hekse i Galicien?

Følelsen af at gå ind i Santiago de Compostella er ikke helt som forventet. Katedralen er flot, især indeni. Vi brugte noget tid i kirken, og Apostlen Saint Jacob får et stort knus, som det er tradition at gøre. Vi kommer også forbi hans kiste der står i kirken. Men for os, der ikke er katolikker, er det ikke en overvældende følelse at besøge endnu en katedral, trods at det er symbolet på at pilgrimsturen er slut. Vi får udleveret pilgrimsbeviset med vores navne skrevet på latin, ved pilgrimskontoret nær katedralen. Derefter ser vi på den hyggelige by, og må erkende, at vi faktisk godt kunne have brugt et par dage der. Men vi har i mellemtiden bestilt flybilletter til turen hjem, og tiden er ved at løbe fra os. Næste morgen vælger vi derfor at tage bussen til Finesterre, og tage en overnatning i den lille havneby. Det er tradition at gå det sidste stykke ud til ”Verdens ende” og brænde sit tøj, og se solnedgangen der. Vi vælger at gå derud om formiddagen, og har derfor den dejlige udsigt for os selv. Det er en kæmpe befrielse at se havet, efter at have vandret gennem land i 7 uger. Vi nyder den skønne udsigt, for der er vand så langt øjet kan række, og først her får vi følelsen af at turen er gennemført. Derefter går vi, traditionen tro, tilbage til den nærliggende sandstrand, for at finde vores egne særlige muslingeskal, som symbol på, at vi har gået turen.
Om aftnen tager vi tilbage til Santiago de Compostella for at tage afsked med de andre pilgrimme, vi havde mødt igen og igen på turen, og det er skønt at se dem igen, selvom det desværre nok er sidste gang.

Næste dag skal vi med fly hjem til Danmark. Der er efterhånden ikke tal på alle de danske retter jeg har sukket efter på turen, og efter 7 uger uden musik og tv, er det også noget jeg ser frem til et gensyn med. Jeg ved dog også, at jeg ikke vil få tortilla con patata, café con letche, tapas eller paella når vi kommer hjem, men vi ser også frem til at kunne købe mad når vi er sultne, for siestaen og spanjolernes spisetider ligger lidt langt fra vores "natur".
Vi havde ellers besluttet at tage toget hjem, men det ville tage omkring 2 døgn at nå til Danmark, så vi valgte at flyve hjem. Jeg ved ikke om det kan anbefales, det var i hvert fald noget af en omvæltning at komme så hurtigt hjem fra en vandring i naturens fred og ro, og i ens eget tempo. Det tog en uges tid inden vi var rigtig ”landet”.

Vi gik turen på 49 dage, hvilket gav os tid og mulighed for at se det vi ville på vejen. Vi lyttede til vores krop hele vejen, og i særdeleshed fødderne, og gennemførte turen uden en eneste vabel. Alle kan gå turen, hvis de husker at lytte til kroppens signaler, og holder de pauser der er behov for. Det er derfor en rigtig god idé at afsætte tid nok til at gå pilgrimstur, da det gerne skal være en god oplevelse, og ikke et kapløb, der i værste tilfælde kan ende ud med, at du må tage hjem før tiden, i stedet for at gennemføre og finde din indre styrke. Vi hørte om mange, der måtte opgive og rejse hjem, fordi de havde for travlt til at lytte til deres indre stemme. Vi hørte også om en dumdristig pilgrim, der nægtede at rejse hjem, trods hans lilletå var blevet blå, p.g.a. manglende blodtilførsel. Skulle den falde af var det stadig det hele værd, mente han.


 

caminoen.dk  

Du har 0 varer i kurven
I alt 0,00 DKK