Gode råd

Afsæt tid nok til turen. Vi besluttede at bruge 7 uger på turen, det gav os rig mulighed for at nyde hvert et indtryk vi mødte på vores vej, uden at skulle haste afsted. Nogle klarer dog pilgrimsvandringen på 3 uger, men så kan turen nemt gå hen at blive et kapløb, fremfor en fornøjelse.

Man kan godt klare sig uden en guidebog, men i visse situationer kan den alligevel være rar at have med. En guidebog kan bl.a. være nyttig når du står overfor at skulle vælge mellem to veje (alternativ rute), hvor afmærkningen ikke altid er så tydelig. I værste fald kan du komme ud for, ikke at have vand nok til turen, eller at skulle gå en strækning der er længere end du er vant til, fordi der kan være længere mellem refugierne på de alternative ruter.
En guidebog er også rar at have ved hånden, når du står overfor en seværdighed, og gerne vil vide lidt om historien bag.

En lille spansk rejsepalør er også god at have med. Man lærer dog hurtigt det mest nødvendige, som at bestille mad, finde et toilet og spørge efter refugiet. Men det er rart at kunne spørge om hjælp, og da spanjolerne er meget hjælpsomme, men desværre ikke kan så meget engelsk, kan det være en stor hjælp med en palør.

Pilgrimspas kan anskaffes ved at henvende sig til Foreningen af Danske Santiagopilgrimme (se links). De kan også fåes hos Pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port, der ligger på den franske side af Pyrenæerne. I Roncesvalles der ligger på den spanske side af Pyrenæerne, hvor mange også vælger at starte turen, samt i Pamplone, Logroño, Burgos, Carrion de los Condes og Sahagun, hvor man skal henvende sig i kirken. Men det er rart at have det med hjemmefra, så man ikke skal bruge tid på at skaffe et pilgrimspas, når man ankommer. Det er ikke muligt at overnatte på refugierne uden et pilgrimspas. Det stemples hvert sted, hvor du overnatter, og udgør samtidig et bevis for at du har gået pilgrimsturen. Vælger du at overnatte privat, er der ud over refugierne, også mulighed for at få et stempel i kirken, og nogle gange også på den lokale bar.

Vælger du at starte turen ved Saint Jean Pied de Port og gå over Pyrenæerne, er det vigtigt at huske, at købe mad og rigeligt med vand til turen, da der ikke er mulighed for at købe dette på den første etape af turen. Du kan også vælge at starte blidt ved at gå de første 8 km. op over Pyrenæerne, og så overnatte i Orisson. Det koster ca. 32 Euro pr. person og er med ½ pension, men det kræver at man reservere plads i lidt god tid. Det kan stærkt anbefales at tage en overnatning der, især hvis man ikke er vant til at gå i bjerge. Ang. reservation se  under Links.

Tidligere Jægersoldat B.S. Christiansens råd er, at gå 50 min. og holde 10 min. pause. Mærk selv efter, hvad der er bedst for dig, men hold ikke for lange pauser da det kan være hårdt at komme igang igen. Et godt råd er, at tage støvlerne og sokkerne af hver gang du holder pause, så fødderne kan få noget luft og sokkerne kan tørre.

Gå vandrestøvlerne til inden du tager afsted, så du ikke skal starte pilgrimsrejsen med at få ødelagte fødder. Vi valgte lædderstøvler uden Gore-tex membran, de støtter godt i ujævnt terræn, og hjælper til at du ikke vrider om på anklerne. Men du kan selvfølgelig også vælge vandresko eller sandaler, alt efter årstiden du går på.

Hvis vandresokkerne har indre sømme, så sørg for at gnup dem godt med sæbe når de vaskes, så de kan blive blødgjort. Det kan anbefales at købe sokker med uld i, da fødderne hele tiden vil føles tørre, selv i varmt vejr, og de tørrer hurtigt. I dag findes der gode Smartwool sokker under søm og som skaber et rigtig godt "klima" for dine fødder.

Mister du noget af dit udstyr, eller du kommer til at mangle noget, ligger der friluftbutikker i Pamplona, Logroño, Viana, Burgos, León m.v.

Man kan bruge hårshampoo eller sæbe til tøjvask, så behøver man ikke medbringe vaskepulver til vasketøjet. Det anbefales at medbringe minimum 4 store sikker-hedsnåle til at hænge tøjet til tørre på rygsækken, hvis det ikke er tørret i nattens løb. Sikkerhedsnålene kan også fungere som tøjklemmer på tørresnoren. Det kan evt. anbefales at medbringe et stykke tørresnor selv, så er man altid sikker på at kunne finde et sted at tørre sit tøj.

Man bør regne med at komme til at bruge 25 -30 (2013 priser) Euro om dagen, til overnatning i refugie (priserne kan variere efter om det er et privateget eller kommunalt refugie), og til mad. Du kan gøre turen billigere ved at lave mad selv, men der er ikke køkken på alle refugier. De fleste restaurenter serverer pilgrimsmenuer for 9 - 12 Euro, bestående af 3 retter mad, vinen og vand incl.

Nogle vælger at gå videre til Finesterre (Verdens ende), men mange siger, at det er en meget hård strækning, med anstrengende bjergetaper, alt efter hvilken vej du vælger at gå, for også her er der mulighed for at vælge alternative ruter. Der er langt mellem refugierne, og der er ikke særlig mange sengepladser, så det kan hurtigt blive et kapløb i stedet for en fornøjelse.
Der er også mulighed for at tage bussen, dog skal du være opmærksom på at det trods de 90 km. fra Santiago til Finesterre, tager 3 timer at køre dertil i bus, men det er en smuk tur. Det koster ca. 25 Euro for en returbillet.

 

caminoen.dk  

Du har 0 varer i kurven
I alt 0,00 DKK